Fest

Så skal der festes - parti - parti

Tilbage

Titel: Peberkager

Kategori: Fest - Mærkedag - Højtider - Jul - Juleord - Peberkager

Beskrivelese: Peberkager er små småkager som vi spiser op til jul. Peberkager eller krydderkager. 

 

Pebernødder og brunkager er ikke bare nogle af de ældste julegodter og småkager vi kender til, men også blandt de af nutidens danske madvarer som kan spores længst tilbage i tiden. Hvor langt vides ikke præcist, men småkagerne kan i hvert fald dateres til slutningen af 1400-tallet. Dengang dog ikke som hhv. pebernødder og brunkager, men som peberkager, der bestod af de samme ingredienser. Med sin oprindelse i peberkagerne, er brunkager og pebernødder således nært beslægtet. Historisk set har ingredienserne da også været de samme, forskellen består først og fremmest i udformningen.

At peber betød tidligere ikke kun at komme peber på, men at krydre i det hele taget, og at give en skarp smag. Vi kender det også fra pebersvenden; den ugifte tyske krydderisælgende handelsmand. Derfor dækker det gamle navn peberkager ikke kun over kager med peber i, men er en mere generel betegnelse for store og små, kantede, runde såvel som figurformede kager, bagt af en dej af rug- eller hvedemel, sødet med honning eller sirup, og tilsat krydderier som f.eks. ingefær, kanel, nelliker, kardemomme - og til tider peber. For det var faktisk yderst sjældent, at peber indgik som ingrediens. "Det er kun pebernødder", siger vi, når det kun drejer sig om småpenge, og når noget er dyrt, taler vi om "en pebret pris". Og peber var dyrt i middelalderen - næsten sin vægt værd i guld. Krydderierne havde, udover at give smag til kagerne, den fordel at de forlængede kagernes holdbarhed, og dermed kunne kagerne i knust tilstand fungere som krydderiblanding i andre retter.

 

Mens peberkager var noget man bagte hele året, har pebernødderne altid udelukkende været forbundet med julen. Det er usikkert hvornår begrebet begyndte at vinde indpas som del af det danske sprog, men det skete formentlig i starten af 1700-tallet. På den tid var den danske kultur under stærk indflydelse af den tyske, og pebernøddernes navn stammer da også fra det nedertyske Pfeffernüssen. At de blev sammenlignet med nødder, skyldtes selvfølgelig at de med deres farve og størrelse lignede en hel del, men også at man dengang bagte dem uden nogen form for hævemiddel, hvilket gjorde dem særdeles hårde - som nødder. De blev som regel bagt som afslutning på brødbagningen, i den store bageovns eftervarme.

 

Betegnelsen brunkager er af lagt nyere dato end pebernødder. Hvor pebernødderne med sikkerhed kan spores tilbage til starten af 1700-tallet, er det formentlig tidligst fra midten af 1800-tallet, at brunkager så småt begynder at vinde indpas i det danske sprog - i takt med udbredelsen af jernkomfuret, der gjorde det lettere at regulere varmen, og dermed sikre, at kagerne ikke blev for mørke og hårde. Det er også i denne periode, at bagningen af brunkager bliver en fast tradition i juletiden.

Siden er opdateret den 09-09-2023